Tips til dig, der forsøger at blive gravid

Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, for at et foster kan dannes. Fertilitet er en individuel historie, alle er forskellige og det samme er forudsætningerne for at blive gravid. Det første tip er at holde øje med menstruationscyklussen, for dermed at vide, hvornår ægløsningen finder sted - altså dagene, hvor du kan blive gravid. Her guider vi dig gennem et antal kendte metoder, som kan bidrage til de bedst mulige forudsætninger for befrugtning.

Jenny Jansson

Læsetid: 4 min.

Godkendt af Jenny Jansson

Autoriseret jordemoder

Tips til dig, der forsøger at blive gravidFoto: Preggers

Udregn ægløsningen

Det er i forbindelse med ægløsningen, du har chancen. Den finder sted på et tidspunkt midt i din menstruationscyklus, som gennemsnitligt vil være på cirka 28 dage. Hvis din menstruationscyklus er 28 dage, har du ægløsning dag 14. Hvis den ligger på mellem 27 og 34 dage, har du ægløsning mellem dag 13 og 20. Er du usikker, kan du bruge en ægløsningstest, som vil måle den øgede hormonmængde i forbindelse med ægløsningen.

Glem ikke sex

Spermierne har brug for en dags tid til at dannes og blive tilstrækkeligt mange. Det kan derfor være en god idé at have sex hver anden dag i de frugtbare perioder - det vil sige 12-13 dage inden næste menstruation, hvis din menstruation er regelmæssig. Det kan måske føles som et pres at planlægge tidspunkterne for sex, især hvis I allerede har børn, kan det være ekstra svært. Men tag det som en udfordring, hvor I begge bidrager til såvel lyst som timing.

Hold dig i form

En så god fysisk form som muligt, øger chancerne for at blive gravid, og det gælder både dig og din partner. Hvis du ikke allerede har en træningsrutine, er det nu en god idé hver dag at prøve at træne, motionere eller gå i mindst en halv time. Fysisk aktivitet kan mindske risikoen for ufrugtbarhed, fordi det stabiliserer insulinniveauet. Et eksempel på god træning, når du gerne vil være gravid, er yoga. Yoga kan gøre dig mere afslappet og smidig. Det kan også medføre bedre blodgennemstrømning til bækkenet, hvilket vil stimulere de hormonproducerende kirtler.

Hold øje med vægten

Både over- og undervægt kan forstyrre din menstruationscyklus og forårsage uregelmæssig ægløsning, hvilket vil gøre det sværere at afkode de fertile dage. En normal kropsvægt er bedst for frugtbarheden, og man plejer at sige, at et gennemsnitligt BMI bør ligge på mellem 20 og 25. Hvis du er overvægtig, kan et tab på så lidt som fem procent have en positiv effekt. Overvægt kan desuden øge risikoen for graviditetsdiabetes.

Undgå stress

Hvis du stresser for meget, vil stresshormonet kortisol formodentlig øges i din krop. Kortisol virker hæmmende på hypofysehormonet LH, som stimulerer kønshormonerne. Mindre stress giver mere friske og glade kønshormoner.

Lægemidler

Hvis du regelmæssigt bruger lægemidler, også receptfrie og naturlægemidler, er det en god idé at undersøge om de kan forringe dine muligheder for at blive gravid. En del smertestillende piller og antiinflammatoriske lægemidler kan påvirke ægløsningen, så frugtbarheden mindskes.

Læg præventionen til side

Du skal naturligvis holde op med at tage p-piller og andre præventive midler, hvis du vil være gravid. Tænk på, at der nogle gange kan gå op til et halvt år, inden din menstruationscyklus kommer i gang igen. Nogle kvinder får hurtigt menstruation igen, men for andre kan det tage længere tid.

Veneriske sygdomme

Veneriske sygdomme, det vil sige seksuelt overførte sygdomme, kan skade fertiliteten. Ardannelser i æggelederen nedsætter chancerne for graviditet og kan i visse tilfælde øge risikoen for graviditet uden for livmoderen.

Gynækologisk undersøgelse

Hvis du har svært ved at blive gravid, kan det være en god idé at blive undersøgt og få konstateret om du har en infektion. En gynækologisk undersøgelse med ultralyd kan også vise eventuelle ardannelser i livmoderen, som kan vanskeliggøre befrugtningen. Udover sygdomme, kan arvæv været dannet efter en bortopereret moderkage eller et tidligere kejsersnit.

Gå til tandlægen

Bakterier, der forårsager infektion omkring tænderne, kan give problemer, når det er tid til befrugtning. Det er fordi en infektion forstyrrer kroppens funktioner. Kvinder med dårlige tænder eller sygdomme i munden, kan derfor have sværere ved at blive gravide. Bestil tid hos din tandlæge og få en gennemgang af dine tænder og tandkød.

Godt at vide

Det er ikke usædvanligt, at det kan tage lang tid at blive gravid. Hvis det stadig ikke lykkes efter et år, kan I rådføre jer med en gynækolog. Nogle gange kan en under- eller overproduktion af skjoldbruskkirtelhormoner gøre det sværere at blive gravid. Der findes medicin mod dette; medicin som formodentlig vil øge chancerne. Tøv ikke, søg støtte og hjælp hvis der er gået mere end tolv måneder og I endnu ikke er gravide.

Jenny Jansson

Godkendt af Jenny Jansson

Autoriseret jordemoder

Telefon

Hundredvis relaterede artikler, podcasts og mere venter dig i Preggers appen.

Download Preggers i dag

10k anmeldelser

Mere fra Preggers

Læs populære og relevante artikler.