Kost og fertilitet kan gå hånd i hånd

Hvis du prøver at blive gravid, kan du hjælpe naturen en smule på vej ved at justere dine madvaner. Selv om der ikke findes et magisk vidundermiddel, som garanterer befrugtning, kan visse former for mad og fødevarer påvirke din fertilitet i positiv retning. Her får du nogle tips!

Jenny Jansson

Læsetid: 4 min.

Godkendt af Jenny Jansson

Autoriseret jordemoder

Kost og fertilitet kan gå hånd i håndFoto: Preggers

Det du spiser, påvirker dit blod, dine celler og dine hormoner. Med en balanceret kost og bevidst tilføjelse af vitaminer, mineraler og jern fra frugt og grønt, kan du øge dine chancer for at blive gravid. Spis tilstrækkeligt af de rigtige proteiner, fedt og kulhydrater for at give din krop de bedste forudsætninger.

Sundt fedt

Fedt fra vegetabilske olier, nødder, kerner, avocado, oliven og fed fisk er sundt fedt, som du behøver, hvis du forsøger at blive gravid. Fedtet gør det lettere for kroppen at optage fedtopløselige vitaminer som A-, D-, E- og K-vitaminer. Vælg også fede mejeriprodukter, fordi produkter med et lavt fedtindhold kan have en negativ påvirkning på ægløsningen. Prøv helt at undgå transfedtsyrer, da studier har vist, at selv små mængder kan stoppe ægløsningen.

Vigtige vitaminer

B-, C- og D-vitaminer er vigtige ingredienser, der påvirker fertiliteten positivt. I grønne grøntsager som broccoli, spinat og asparges er der et højt og velgørende indhold af B-vitaminet folat, som er vigtigt for udviklingen af det centrale nervesystem hos et foster. Sørg for at indtage 400 mikrogram per dag fra den dag du planlægger en graviditet, og frem til uge 12, hvis du bliver gravid. Anbefales af Sundhedsstyrelsen til alle, der ønsker at blive gravide.

C-vitamin hjælper din krop med at optage jern og findes i mange forskellige frugter og grøntsager. Bland sorter og farver, så får du ad naturlig vej dækket dit daglige behov for C-vitaminer.

D-vitamin er vigtig for en effektiv ægløsning, så sørg for at få mindst en times dagslys hver dag og supplér med tilskud om vinteren.

Det er også godt med E-vitamin, som kan have en positiv påvirkning af din evne til at blive gravid. E-vitamin findes for eksempel i koldpressede, vegetabilske olier, avocado, æg nødder og lever.

God fisk

Fisk indeholder mange af de mest vigtige næringsstoffer som jod, selen og D-vitamin, og er derfor i almindelighed godt for dig, der prøver at blive gravid. Laks, makrel, sild og andre koldtvandsfisk er fulde af Omega-3, som er godt for fertiliteten og mindst lige så vigtig for fosterets udvikling af hjerne og øjne. Fedtsyren i Omega-3 gør din menstruationscyklus mere jævn og kan endda bidrage til en øgning af dine ægs kvalitet. Læs på lektien, inden du vælger fisk, visse sorter har et højt indhold af miljøgifte.

Gode proteiner

Proteiner udgør en vigtig del af det at få en balanceret og alsidig kost. Forskning har vist, at det er sundt at nedsætte indtaget af animalske produkter, det vil sige dyreproteiner, når du ønsker at blive gravid. Som et alternativ til rødt kød, svinekød og kylling kan du vælge vækstproteiner fra bælgfrugter, ærter, nødder, sojabønner, tofu og avocado.

Kulhydrater og kostfibre

Undgå hurtige kulhydrater som for eksempel hvidt mel og sukker, der øger insulinniveauet. Det kan påvirke æggestokkenes funktion og i værste fald forårsage infertilitet. Vælg fuldkornsprodukter, der indeholder mange fibre, jern og B-vitamin og supplér med kulhydrater fra grøntsager, rodfrugter, bælgvækster, frugt og bær, som også indeholder fibre, vitaminer og mineraler.

Kostfibre kan regulere høje østrogenniveauer og findes i grove kornprodukter, grove grøntsager og frugt. Vær opmærksom på, at næringsindholdet i frugt og grønt kan variere ret meget. Bedst er grøntsager, der med forårs- og sommersolen har gennemgået en naturlig modningsproces. De almene anbefalinger lyder på 25-35 gram kostfibre per dag. Vælg årstidens sorter.

Spring de hurtige kalorier i slik og chokolade over, det samme gælder sodavand og andre drikke, der indeholder meget sukker.

Drik vand

Vand er den bedste drik for dig, der ønsker at blive gravid. 1,5-2 liter om dagen er et godt pejlemærke. Vand indeholder mange vigtige mineraler som f.eks. kalcium, jod og magnesium.

Vælg økologisk

Økologiske produkter har et lavere indhold af nitrat og gifte og bidrager med vitaminer og mineraler, som kan øge din fertilitet.

Mådehold med koffein

Hvis du holder dig til maks. tre kopper kaffe eller te per dag, er det formodentlig ikke et problem at indtage koffein, når du gerne vil blive gravid. Et højere indtag end 500 mg kan eventuelt påvirke fertiliteten, men forskningen har dog ikke kunnet påvise et stensikkert sammenhæng.

Afstå fra alkohol

Alkohol kan påvirke ægløsningen negativt og kan derfor bidrage med en øget risiko for infertilitet. Spring alkoholen over, når du ønsker at maksimere din fertilitet.

Jenny Jansson

Godkendt af Jenny Jansson

Autoriseret jordemoder

Telefon

Hundredvis relaterede artikler, podcasts og mere venter dig i Preggers appen.

Download Preggers i dag

10k anmeldelser

Mere fra Preggers

Læs populære og relevante artikler.